Udskriv
Nyheder


 
 
Nedenstående ses sidste nyt fra Naturskolerne.
28. oktober 2013
Ildsjæletur om bjørnedyr 7. november
Torsdag d. 7. november inviterer vi til endnu en ildsjæletur - denne gang er temaet Bjørnedyr (Tardigrader). Bjørnedyr er fantastiske! De mikroskopiske dyr ligner små vingummibamser. De kan findes overalt på kloden, lige fra indlandsisens dybe isgrotter til det varme ørkensand. De kan findes på 4 km dybde i havet og op til 10 km højde i atmosfæren. De kan gå i en dvaletilstand hvor de overlever ekstreme temperaturer, udtørring, kosmisk og radioaktiv stråling, vakuum mm.

Kom til vores Ildsjæletur, hvor biologistuderende William Nielsen fra Statens Naturhistoriske Museum vil introducere os til Bjørnedyrenes fantastiske verden. Vi vil lære hvordan man uddriver dyrene fra bl.a. mos og gøre dem klar til mikroskopering…og undervisning.

Vi opfordrer alle vores lærerkollegaer og ”Ildsjæle” på skolerne til at afsætte en eftermiddag sammen med os i Raadvad i naturfagenes og bjørnedyrenes tegn. Du behøver ikke at have nogle særlige forudsætninger for at deltage - vi har mikroskoper og kaffen klar. Alle er velkomne – bare husk tilmelding :-)

Tid og sted: Naturskolen i Raadvad, torsdag d. 7. november kl. 14–17.
Tilmelding: mail@naturskolerne.dk



 

 
 
 
Naturskolerne.dk       Tlf. 45 80 59 26       mail@naturskolerne.dk       Raadvad 50, 2800 Lyngby